Ræven

Ræven ligner en lille hund med spids snude og rødbrun eller rustbrun pels. Pelsen kan dog godt være spættet i det, men typisk for ræven er den lange buskede hale med en hvid halespids.

De fleste ræve bliver normalt højst 10 år gammel. Og som følge af jagt er 80 procent af den danske bestand af ræve faktisk under to år gamle.

Ræven har en skarp lugte- og høresans men ser dårligt

Ræven orienterer sig via lyd og lugt. Byernes lyde og lugte er vigtige informationer i rævens univers. Parker, gader og søer har karakteristiske lugte, som ræven kan bruge til at orientere sig efter.

Ræven opfatter landskabet som lugte, ligesom vi med synet opfatter landskabet som farver og former. Med sin skarpe hørelse kan ræven stedfæste byttedyr som smågnavere og insekter.

Rævens synssans er dårlig, så den ser kun et groft billede af omgivelserne. Dyret har derfor svært ved at se os, når vi ikke bevæger os.

Du skal derfor stå helt stille, hvis du opdager en ræv og har lyst til at iagttage den lidt længere. Står du i modvind, kan dyret ikke lugte dig.

Du kan lokke en ræv nærmere ved at pibe som en mus. Du kan frembringe lyden ved at suge luft ind mellem overlæben og tænderne i undermunden. Hvis du skaber den rigtige muselyd og samtidigt står stille, kommer ræven måske tættere på dig.